Vil du arbejde med os? Vi er på udkig efter digitale talenter.

Webstarters A/S indefra

Livet som praktikant hos Webstarters

By 11. maj 2020 No Comments

Et praktikforløb hos Webstarters, er meget mere end dét.

Vi er tossede med vores dygtige praktikanter og sætter alle sejl for at skabe en lærerig, udfordrende og mærkbar oplevelse. Derfor udvælger vi dem også nøje, arbejder målrettet med interessebaseret læring, og byder dem velkommen i vores arbejdskultur med åbne arme – Det skaber fantastiske praktikanter, der bliver fantastiske kollegaer. Vores to dygtige praktikanter fra 2019 er i dag begge ansat i Webstarters. Casper var i efteråret 2019 i praktik hos os som Junior SEO-specialist, mens Emil var i samme periode var i praktik hos os som Junior Google Ads-specialist.

Det er en stor beslutning at vælge sit praktiksted, så de har indvilliget i at løfte sløret for de overvejelser, de selv har gjort sig, og hvad de har fået ud af et praktikforløb hos Webstarters A/S.

Casper

Hvad læste du, da du var i praktik hos Webstarters?

  • Jeg læste en professionsbachelor i International Handel og Markedsføring, og det var på mit 3. semester jeg var i praktik.

Hvad ønskede du at få ud af at være i praktik?

  • Jeg ønskede at lære mere om digital markedsføring, og få lov at få “hands-on” med noget af det, som jeg havde lært teoretisk på min uddannelse.  

Hvordan vil du beskrive dit praktikforløb?

  • For det første som værende yderst lærerigt. Jeg fik frihed under ansvar, og jeg følte, at jeg var en del af virksomheden fra start af, og følte mig altid velkommen. 

Hvad er de tre vigtigste ting, du har lært i praktik?

  • Noget af det vigtigste jeg bl.a. har lært under min praktik er følgende:
    Man skal ikke være bange for at lave fejl, og man skal ikke være bange for at komme med input. Hvis den virksomhed man er i praktik i er seriøs, bør de også tage dine forslag seriøst, og lytte til hvad du har gjort af observationer, og hvordan du måske mener, at virksomheden kan forbedre sig.
    Hvis man ønsker at få et job hos den virksomhed man er i praktik i, hvis det altså er muligt, skal man vise det. Vis, at du vil det, og vis, at det ikke er for sjov, at de netop valgte dig som deres praktikant. 

Har du et godt råd til kommende praktikanter? 

  • Uanset hvor ubehageligt det måske er eller ikke er, er det vigtigt at gøre opmærksom på sig selv. Ofte er der mange om buddet, og derfor skal du gøre det klart, hvorfor det du kan eller dine erfaringer, gør dig mere kvalificeret end andre ansøgere.
  • Husk også på at være ydmyg på samme tid. Det er en balancegang, både at være selvsikker, men ikke få sig selv til at virke bedre, end man er.
    Undgå det der med stjerner ud for dine evner på din ansøgning, det er nærmest umuligt at vurdere sig selv på den måde, og du kan nemt komme på dybt vand, hvis du på forhånd har givet dig selv fem stjerner på alle parametre.

Emil

Hvad læste du, da du var i praktik hos Webstarters?

  • Jeg studerer EITM (Erhvervssprog og IT-baseret Markedskommunikation), og i hele mit 5. semester, var jeg i praktik hos Webstarters A/S.

Hvad ønskede du at få ud af at være i praktik?

  • Som led i min praktik ønskede jeg især at få praktisk viden inden for feltet digital markedsføring. Jeg havde jo lært en del af det teoretiske på min uddannelse, hvor Webstarters hjalp med at få de praktiske værktøjer på plads.
Hvordan vil du beskrive dit praktikforløb?
  • En gennemgående joke med praktikanter er jo altid, at de bare ender med at hente kaffe til cheferne. Den eneste jeg hentede kaffe til, i næsten 5 måneder, var mig selv. Det synes jeg siger lidt om hvordan virksomheden betragter praktikanter. Her er praktikanter mennesker ligesom alle andre.
  • Jeg synes at Webstarters kører under princippet “frihed under ansvar”, så der er plads til at snakke og have det sjovt, men man skal også forvente at der bliver stillet krav til én. Hvis man ikke kan lide at præstere, så skal man ikke søge som praktikant her. Du står naturligvis ikke med et ansvar helt alene fra day-one, men hvis du godt kan lide at udfordre dig selv, og lede efter flere opgaver, så har du muligheden for det.
Hvad er de tre vigtigste ting, du har lært i praktik?
  • Jeg tror, noget af det vigtigste jeg har lært i min praktik, har været, at der er flere måder at opnå resultater på. Digital markedsføring er ikke nødvendigvis ligesom matematik, hvor der kun er ét resultat. Det er mere åbent og kræver, at man kan spotte muligheder og selv finde på kreative løsninger.
  • Noget andet vigtigt, jeg også har lært, er gennemsigtighed: Vær’ ærlig. Hvis det er en opgave du ikke magter, eller på en anden måde har svært ved, så skal du ikke være bange for at spørge om hjælp, for der er altid hjælp at hente.
Har du et godt råd til kommende praktikanter? 
  • Hvis du mangler et godt råd til din praktikansøgning, er mit bedste råd, at gøre dig selv bemærket. Undgå at sende en mur af tekst i .pdf til kontorets e-mail. Gør den flot, aflever den personligt, og vær’ ikke bange for at tage en kop kaffe med chefen eller ring direkte ind. Der er mange muligheder, bare gør dig selv bemærket – for der er rigtigt mange om buddet. Vis hvorfor du skal blive valgt frem for alle andre.