facebook_pixel

Mange mennesker ønsker sig en webshop. Udsigten til at være selvstændig og udføre sit arbejde mestendels ved computeren er tiltrækkende. Man kan skabe sig en levevej på denne måde, men man bør være realistisk, hvilket vil sige, at man bør starte i det små og derfra lade tingene vokse. En række praktiske sager skal på plads. Hjemmesiden skal etableres med en velfungerende platform og et passende design, der skal laves indløsningsaftale med finansiel virksomhed, en betalingsgateway skal integreres. Man skal have navn og et domæne til hjemmesiden, og man skal momsregistreres. I mange tilælde skal man have kontakt med leverandører af de varer, man ønsker at sælge fra webhoppen, og man skal have aftaler om fragt, så kunderne kan få de indkøbte varer til tiden.

Målgruppe og søgeoptimering

Undervejs skal man have struktur og sammenhæng mellem sortiment og kundegruppe. Hvad er det, man ønsker at sælge, og til hvem ønsker man at sælge? For at få kunder i butikken skal man søgemaskineoptimere sin hjemmeside, hvilket har at gøre med teksten på sitet, brugervenlighed generelt – herunder sitets hastighed og om der anvendes ‘responsivt design’ – samt i hvor høj grad man er synlig på sociale medier som eksempelvis Facebook. Man skal skabe sig den rigtige profil, så de ‘rigtige’ kunder besøger butikken. De rigtige kunder er dem, der bliver hængende på sitet og ender med at købe noget, inden de smutter igen.

Hold kunderne på sitet

Når besøgende er indenfor på sitet, gælder det om at få dem til at blive. Helst så længe, at de køber noget. Sitet skal være enkelt og overskueligt, og det skal være brugervenligt på enhver måde. Så få klik som muligt i processen, høj hastighed, nem navigering og søgning, enkel betaling. Når kunderne føler sig veltilpas i butikken, bliver de længere. Samtidig skal sitet gerne leve op til forventninger i forhold til indhold. Hvis den besøgende ikke får den forventede information eller det forventede udvalg af varer, eller hvad det nu kan være, ja så forsvinder vedkommende straks.

Service og effektivitet

Der skal være balance mange steder. Mellem sortiment og målgruppe. Mellem ‘reklamens’ løfter og det reelle tilbud. Mellem vare og pris. Mellem kundens forventning og indsats og det opnåede resultat for kunden: Hvis man bruger en time på at købe et par sokker, og man betaler en formue for sokkerne, og man skal vente fjorten dage på, at sokkerne ankommer – ja, så vender man næppe tilbage til den webshop igen. Altså er kodeordene service og effektivitet, dernæst value for money, så kunden oplever rimelig overensstemmelse mellem varens kvalitet og pris.

Kundepleje

Endelig skal man være indstillet på at udføre ‘opfølgende arbejde’, altså at man prøver at holde fast i eksisterende kunder. Man lægger måske en lille gave i forsendelsen, man sender en e-mail til kunden for at spørge om alt er i orden. Man husker at sige undskyld, hvis der er sket fejl. Man sender nyhedsbrev med oplysninger om tilbud, nye produkter, måske med favorable ordninger for ‘medlemmer’, og så videre.

Lad os lave din webshop

 

Alexander Dall Christensen

Artiklen er skrevet af Alexander Dall Christensen

Alexander er Business consultant hos Webstarters. Han har en dybdegående viden indenfor online markedsføring og problemstillinger vores kunder ofte møder.