facebook_pixel

Konvertering på hjemmesider

Begrebet ‘konvertering’ i forbindelse med hjemmesider betyder, at et besøg på en given hjemmeside gerne skal udmønte sig i den besøgendes handling af en eller anden art. Ofte vil den ønskede handling være at gæsten køber, men det kan ligeledes dreje sig om handlinger forud for køb, eksempelvis reservation, tidsbestilling og så videre. Det gælder altså om at udforme sin hjemmeside sådan, at besøgende på siden i videst muligt omfang bliver på siden, og undervejs i besøget udfører en handling, som leder til salg. Arbejdet med dette kaldes i fagsproget ‘konverteringsoptimering‘.

Enkelhed på forsiden

I første omgang er det vigtigt at skabe en enkel forside, som byder besøgende velkommen. Undgå at placere mange reklamer, mange budskaber på forsiden. Forsiden bør udformes med et centralt budskab i fokus, sådan at den besøgende straks får den vigtigste information: Hvorfor det er vigtigt, at den besøgende køber, bestiller, reserverer fra netop denne hjemmeside. Dernæst skal det gøres enkelt for den besøgende at handle, hurtigt og nemt: Direkte adgang med et klik på ‘Tidsbestilling’, ‘Indkøbskurv’  eller lignende fra forsiden, helst fra øverste højre hjørne.

Tillidsforhold mellem hjemmesiden og brugeren

Videre gælder det om at skabe tillid. Enhver kunde i en butik vil gerne føle sig nogenlunde sikker på ikke at blive taget ved næsen, og dette gælder ikke mindre på en hjemmeside. Tværtimod skaber anonymiteten – dette at man ikke møder et menneske, kun et skærmbillede – på en hjemmeside behov for ekstra tillid. Derfor bør en hjemmeside altid have information om indehaveren af sitet: Et link til ‘Om os’ er en rigtig god ide, og herunder bør virksomhedens telefonummer og lignende anføres, måske endda fotos af de ansatte. Altså, alt i alt at skabe tryghed, troværdighed, tillid.

Effektivitet i købsprocessen

I næste omgang er det meget vigtigt, at hjemmesiden generelt fungerer enkelt og effektivt. Det skal være så let som muligt for den besøgende at orientere sig, at navigere, at søge. Så få klik som muligt for at nå frem til handling (læs: køb). Sitets funktioner skal være logiske, enkle og så få som muligt. Eksempelvis: Knapperne på sitet bør være meget tydelige og logiske. De bør træde frem fra baggrunden med en skygge, have en bestemt farve til bestemte funktioner som går igen på siderne, og så videre. Kunden må ikke føle sig i tvivl eller blive utryg. Samtidig skal det hele være så nemt som muligt. Dette gælder helt frem til ‘Indkøbskurven’: Sites, der kræver et ‘log in’ ved køb, mister op mod 50 % af kunderne. Enhver ‘forhindring’ skaber risiko for, at kunden smutter.

Service sekundær købsværdi

Alle kunder er glade for service. Enhver kan lide af føle sig udvalgt. Gratis fragt ved køb over et vist beløb er et sikkert hit. Læg en lille gave ekstra i forsendelsen. Sørg for at overholde leveringstid og giv kunden mulighed for at spore ordren undervejs. Husk at sige undskyld, hvis der sker fejl. Sørg for at kommunikere med kunderne, også efterfølgende. Men undgå aggresiv reklame, giv i stedet ‘information’ – om tilbud, nye produkter, og så videre.

Alexander Dall Christensen

Artiklen er skrevet af Alexander Dall Christensen

Alexander er Business consultant hos Webstarters. Han har en dybdegående viden indenfor online markedsføring og problemstillinger vores kunder ofte møder.